|
PROLOG
Jeg kunne ikke glemme den truende tone der havde været i den samtale jeg havde ført, inden jeg i tog ud til lufthavnen.
Telefonen havde ringet, mens jeg stod i entreen og samlede mine ting sammen. En mand havde præsenteret sig som Mester og mere end antydet, at det ville være sundhedsfarligt hvis jeg beskæftigede mig mere med den sag, som jeg i månedsvis havde brugt alle mine kræfter på. Han udtrykte i direkte vendinger, at jeg ikke alene ville gøre ham en tjeneste men også mine nærmeste.
Disse tanker beskæftigede mig, mens jeg ventede på maskinen fra New York.
Normalt brød jeg mig ikke om atmosfæren i denne store og summende hal, men i dag virkede den stimulerende på mit humør, på trods af den nævnte telefonsamtale.
Henne ved CHECK-IN skranken for indland voksede køen, med passagerer der skulle til Billund og Aalborg. De fleste så ud til at komme fra et ophold i solrige egne, hvilket passede meget godt for både fra Rom og Barcelona var der for ca. 30 minutter siden, meldt om landede maskiner. En enkelt familie på fire skilte sig lidt ud, dels var de kendte i offentligheden, han for sine mange kompositioner og forretningsmæssige succes i den københavnske ejendomsbranche, hun for sit store engagement inden for filmverdenen og dels fordi de mere højrøstet snakkede med hinanden. Deres sønner løb rundt og legede med deres nye legetøj - det måtte det være, en hoppebold. En ældre herre i gråt jakkesæt med sixpence, briller og store brune sko følte sig i farezonen for drengenes leg, og fortrak til den næsten tomme bar, i den modsatte ende.
Oven på toldkontrollens loft gik to håndværkere og sømmede plader på. Dette sikkert i et forsøg på at gøre fornemmelsen af afsondrethed større for de mange passagerer der dagligt gik gennem de grønne og røde områder. Det var i det mindste hvad jeg forestillede mig.
Ved skranken for information stod en eksklusivt klædt, meget smuk dame og talte med en af medarbejderne. Det var tydeligt at hun følte sig utilpas i dette inferno af lyde fra højttalere, bankelyde fra håndværkerne og den almindelige summen der opstår når mange mennesker er samlet. Af og til så hun sig nervøst omkring, som ventede hun hele tiden at det skulle ske noget.
"SK 647 fra New York er netop landet" lød det fra højttalerne. Samtidig meddelte den elektroniske tavle der hang ned fra loftet, det samme.
Om cirka en halv time ville vi atter mødes.
Karin havde sendt mig en telefax i går, der lakonisk meddelte: "SK 647 12:45 - hent mig - jeg har det ! Karin."
Jeg gik afventendende med strømmen hen mod dørene fra toldområdet - da en eksplosion rystede hele ankomsthallen - glas blev blæst ud af alle vinduer og døre - kuffertdele og beklædningsgenstande regnede ned over os ventende. I det kaos der opstod, så jeg fra mit leje på gulvet hvor jeg var landet, at den smukke dame fra informationsskranken i hast forsvandt ud af den nu helt åbne bygning.
KAPITEL 1.
".....AND IT'S A HARD, AND IT'S A HARD, AND IT'S A HARD HARD WAY...." Brian Ferry's lidende stemme drønede fra kassettebåndoptageren som stod inde i stuen. Ude i entreen - eller det der en gang skulle blive til det - stod Simon på en stige og vaskede loftet ned med en afskyelig stinkende væske, alt mens han forsøgte - med meget lidt held, at fløjte med. I køkkenet befandt Flemming sig, i færd med at spænde vandhanen fast og inde ved siden af båndafspilleren fik jeg og Johannes lukket hullet i muren med den sidste gasbetonsten.
Huset var gammelt og stråtækt. Johannes havde købt det på en tvangsauktion og havde inviteret os til en week-end på landet med lidt forefaldende arbejde, som han havde udtrykt det.
Nå - vi havde altid hjulpet hinanden med istandsættelse af lejligheder, huse og lignende samt deltaget i flytning af møbler. Vi havde endda nydt det. Samværet, de hurtige bemærkninger, en grovkornet vittighed og minderne om svundne skoledage.
Denne gang var ikke anderledes, alle gik vi til arbejdet, efter bedste evne. Ingen af os var uddannet til denne form for arbejde, men gennem årene havde vi "afluret" en del tricks hos håndværkere, således at det færdige resultat, fuldt ud kunne måle sig med en professionel håndværkers indsats.
"Hvorfor blev du ikke i dit gamle job ?" spurgte Johannes, da vi var ved at rydde op. "Jeg mener sådan fra den ene dag til den anden, efter 18 år. Man skulle ikke tro at freelance forfatterskab ligefrem var en guldgruppe."
"Jeg klarer mig, med småartikler, lidt oversættelsesarbejde og så er jeg i gang med en bog," sagde jeg undvigende.
Dagen før havde jeg været i lufthavnen, for at møde Karin, som de sidste måneder havde været en væsentlig del af mit liv og som havde opfordret mig til at skrive om sagen.
Karin var ikke blandt de dræbte og tilskadekommende - idet da hun havde forladt flyet - havde konstateret at hun havde glemt sine solbriller i sædelommen ved sin plads. Hun var derfor i færd med at vise pas ved politikontrollen da eksplosionen indtræf.
De to håndværkere fra loftet på toldområdet var dræbt på stedet, da bomben var placeret på en bagagevogn lige under dem. Antallet af dræbte var derudover 8 passagere fra Karins maskine samt to toldere, hertil kom ca. 50 kvæstede passagere og ventende fra ankomsthallen. De fleste med snitsår fra glasruderne som var blæst i stykker.
Selv var jeg sluppet med enkelte rifter i panden, idet jeg havde været omgivet af andre ventende i eksplosionsøjeblikket.
Først ved nitiden om aftenen var Karin og jeg nået hjem til mig - efter at vi var behandlet for rifterog chock, samt afgivet forklaring om vores tilstedeværelse i lufthavnen til en kriminalbetjent.
Der var mange ting som vi ikke havde fortalt den ledende kriminalbetjent, som foretog registeringen af vore forklaringer. Vi var ikke i tvivl om at bomben var rettet mod Karin - og havde rod i årsagen til hendes tur til New York og til ulykken.
|
